Om Chaya

Vi tror på, at ethvert godt forhold starter med ærlighed, åbenhed og ikke mindst nysgerrighed. Så her på siden vil vi gerne invitere dig indenfor og vise dig det fulde billede af Chaya. Du vil forhåbentlig hurtigt opdage, at vi går op i det vi laver, og at vi oprigtigt er overbeviste om, at du hos os finder det bedste og mest bæredygtige te, du nogensinde vil få.

Navnet Chaya er japansk og betyder det lille tehus – og det var sådan, det hele startede for os. Med et lille tehus, der med årene har vokset sig større, men stadig holder fast i at være nærværende og personligt.

Chayas historie går 40 år tilbage i tiden til dengang Bente Valbak fik ideen til at etablere en virksomhed med salg af te. Dengang rejste hun ofte til Østen og fattede en særlig interesse for tekulturen. Hun besluttede sig for at gøre te af god kvalitet tilgængelig for alle danskere ved at sælge det pr. postordre. I familien var alle aktive i arbejdet, når der skulle fyldes te i rør, pakkes kasser og bringes til posthuset. På den måde har Chaya altid været som et ekstra familiemedlem.

Netop fordi Chaya altid har haft en central plads i familien, var det helt naturligt, at anden generation, Bentes datter Kirstine Laurents, i 2000 trådte ind i virksomheden. Siden er også tredje generation blevet en aktiv del af Chaya. Sammen driver de og deres passionerede medarbejdere Chaya som en moderne teforretning med fokus på kvalitet, unikke oplevelser og bæredygtighed i alle led af forretningen.

Chaya er i dag til stede både online og fysisk i to butikker, hvor du kan dykke ned i mere end 70 forskellige slags te og et nøje udvalgt sortiment af lækkert tilbehør til tebordet. Vi leverer også te til store og små virksomheder – både til hverdagen og ved særlige lejligheder i form af firma- og julegaver. Derudover er vi forpagtere af Dronning Louises Tehus, hvor du kan nyde Afternoon Tea i smukke omgivelser.

SE MERE på chaya.dk

DU KAN SE VORES VIDEO her

BESTIL GAVEKORT her

DOWNLOAD VORES KATALOG her